Forekomst af tandlæsioner hos skaberaktapiren
Specialeprojekt Mari-Ann Otkær da Silva (KU-LIFE), Hanne Kortegaard (KU-LIFE), Jens Arnbjerg (KU-LIFE), Mads Bertelsen
Skaberaktapiren (Tapirus indicus) er en planteæder, der lever på den malaysiske halvø og i dele af Indonesien. Tapiren er primært aktiv om natten, og dens foderindtag består af blade, småbuske og frugt.
I zoologiske haver opleves tandproblemer som hyppige lidelser hos skaberaktapiren. For at evaluere forekomsten af tandsygdom blev 17 kranier af afdøde Tapirus indicus undersøgt og røntgenfotograferet. Røntgenopklarede læsioner i tænderne blev vurderet i henhold til deres udviklingsgrad, og dyrene blev klassificeret som følge af deres levestatus: fangenskabsdyr, vilde dyr og ukendt status.
53% af de undersøgte kranier havde røntgenopklarede læsioner. I gruppen af fangenskabsdyr var prævalensen 67%. Tre individer var dokumenterede vilde dyr, og her
fandtes ingen tegn på tandsygdom. Da undersøgelsen kun indeholdte tre vilde dyr, var det ikke muligt at påvise om dyr i fangenskab har større sandsynlighed for
tandproblemer.
I 2004 fik en 10 årig hun tapir fra Københavns Zoo diagnosticeret dentale resorptive læsioner. Resorptive læsioner er en patologisk reabsorbtion af dentalt væv. Ætiologien bag resorptioner er endnu ikke påvist, men flere studier hos huskatte peger på hypervitaminose D.
Tapirer i fangenskab tilbydes foder, der afviger fra deres naturlige diæter. Samtidig udsættes de for mere dagslys end under naturlige forhold. Begge disse faktorer er mulige
kilder til et forhøjet niveau af vitamin D.
Denne undersøgelse indikerer, at der findes et problem, og at resorptive læsioner er en sandsynlig diagnose. Men derudover er der et behov for yderligere forskning for at kunne
opnå resultater, der i sidste ende kan forbedre levestandarden for Skaberaktapiren.