Specialeprojekt Lene Villadsen (KU-LIFE), Tine Mangart, Mads Bertelsen

10 voksne ræve (Vulpes vulpes) blev bedøvet 4 gange i et randomiseret design med overkrydsning, med 4 forskellige stof-kombinationer indeholdende en alpha-2-adrenerg agonist. De 4 kombinationer var 1: medetomidin (40 µg/kg) - midazolam (0,3 mg/kg) - butorphanol (0,1 mg/kg.) (MMiB)  2: medetomidin (40 µg/kg.) - ketamin (4mg/kg.)  3: medetomidin (40 µg/kg.) - zoletil (2 mg/kg.) 4: medetomidin (60 µg/kg.) – ketamin (4mg/kg.).

45 min. efter injektionen blev effekten af alpha-2 agonisten ophævet ved injektion af atipamezol (0.2 mg/kg.) Induktions- og opvågningstiden blev målt og under hele proceduren blev hjerterate, respirationsrate, blodtryk, temperatur, SpO2  og ETCO2 og målt. Anæstesidybden blev vurderet ud fra adfærd og muskelafslapning, samt interdigitalrefleks, cillierefleks og ørerefleks.
MK kombinationerne havde -i forhold til MMiB og MZT - ikke den samme depressive effekt på respirationen, derimod var der ikke tegn på bradykardi, og den hypertensive effekt på kredsløbet var større for MK, end den var for MMiB kombinationen. Induktion og opvågning var hurtigst, blidest og mest rolig for MK grupperne.

Af MK kombinationerne var det gruppen, der havde fået den højeste dosis medetomidin, som lå mest stabil under anæstesien, og der var ingen signifikant forskel på de målte fysiologiske parameter mellem de 2 grupper.