Anja Merete Madsen (KU-BIO), Bengt Holst
I forbindelse med flytning af karakalerne til et nybygget anlæg i Søndermarken blev karakalernes aktivitet og brug af anlægget analyseret. Samtidig blev der udført en separat analyse af forekomsten af stereotypier hos de to voksne dyr. Karakalgruppen bestod på undersøgelsestidspunktet af en han og en hun samt to killinger, 1-2 måneder gamle.
Undersøgelsen viste, at især hannen brugte meget tid på stereotypier, mens de forekom mere sporadisk hos hunnen. Hannens aktivitet faldt jævnt gennem dagen, mens hunnernes og killingernes aktivitet steg fra morgen til aften. Det viste sig samtidig, at hunnens og killingernes aktivitet var koblet i tid og rum. Hannen og hunnen havde tilsyneladende delt anlægget op imellem sig, således at hannen brugte området nærmest stalden, mens hunnen med killinger tilbragte mest tid i den del af anlægget, der lå længst væk fra stalden.