Chimpanser og redskabsbrug

Michelle Johansen (KU-BIO), Giuliano Matessi (KU-BIO), Mikkel Stelvig


Redskabsbrug har længe været af stor interesse i studiet af dyrs adfærd på grund af dens formodede betydning for menneskets evolution og oprindelse af menneskets kultur.
Chimpanser er de mest konsekvente, tilvante redskabsbrugere og redskabsfabrikanter. De anvender redskaber i forskellige sammenhæng, som ses både i naturen og i fangenskab.
I dette speciale undersøges interesse og anvendelse af redskaber ved tre forskellige introducerede labyrinter hos tre forskellige chimpansegrupper i fangenskab. Forsøget forløber over tre observationsperioder, hvor alle tre labyrinter introduceres i hver periode. De tre udvalgte chimpansegrupper er fra København, Odense og Givskud Zoologiske Have.
De introducerede labyrinter undersøges tidligere og mere i første observationsperiode. Herefter falder interessen for dem gradvist, hvilket viser, at selv over en relativ kort periode vænner chimpanser sig hurtigt til selv nye objekter. Interessen for nye objekter afhænger af den enkelte chimpanse, hvor alder tyder på at være afgørende, samt graden af berigelse i det enkelte anlæg.
Chimpanser udviser konsekvent anvendelse af enten højre eller venstre hånd, afhængigt af fra hvilken side redskabet skal stikkes i labyrintens huller for at løse den.
Indenfor de samme tre observationsperioder undersøges de tre chimpansegruppers daglige aktivitet. Sammenligning af aktivitet udendørs og indendørs anlæg muliggøres, idet chimpansegrupperne i henholdsvis Odense og Givskud Zoo har adgang til begge. Chimpansegruppen i København Zoo har kun adgang til et indendørsanlæg.
Fordelingen af adfærdsformer mellem de tre grupper indikerer, at anlæggene i Odense Zoo opfordrer til og fremmer en større diversitet af adfærd og aktivitet hos chimpanserne. Dette skyldes en større grad af komplekse og forskellige konstruktioner. Adgang til et udendørsanlæg, dets konstruktion og beplantning har desuden stor indflydelse på chimpansernes adfærd. 

Horisontal Navigation

Zoologisk Have - Roskildevej 32 - DK-2000 Frederiksberg - Tlf.: 72 200 200 - E-mail: zoo@zoo.dk
Copyright © 2008 København Zoo. Alle rettigheder er beskyttede. Juridiske forbehold