Elephant Parade 2011

1. juni-25. august

Hvad er Elephant Parade?
Elephant Parade er en støtteorganisation, der indsamler midler til  naturbevarelsesprojekter, der skal sikre, at den asiatiske elefant bevares.

Metoden
Elephant Parade oplyser om og fokuserer på de asiatiske elefanters forhold i naturen ved at iværksætte store udendørsudstilllinger, der tiltrækker folks opmærksomhed.
Udstillingerne består af 1,5m høje glasfiberelefanter, der er dekoreret af forskellige kunstnere.
Når udstillingerne er slut, sælges glasfiberelefanterne på auktion, og sådan skaffes pengene til forskellige naturbevarelsesprojekter, der skal sikre bedre overlevelsesmuligheder for den asiatiske elefant.

Se Zoos 15 elefanter her!
Klik for at se Zoos 15 elefanter

Zoo som sponsor
Zoo er en af hovedsponsorerne i Elephant Parade og råder over 15 af elefanterne. Som symbol på korridorproblematikken er Zoos 15 kunstelefanter opstillet, så de vandrer fra centrum og mod  Zoologisk Have. Vandringen ender med 2 elefanter i Zoo og 2 i Frederiksberg Have lige over for elefantanlægget. Sådan knyttes forbindelsen mellem kunstelefanterne i byrummet, de levende elefanter i Zoo og elefanterne i naturen.

Sådan begyndte det
Elephant Parade er grundlagt i 2006 af hollænderne Marc og Mike Spits.
Marc Spits fik ideen til Elephant Parade, da han under en ferie i Thailand stødte på en ung hanelefant, der havde mistet det ene ben efter at have trådt på en landmine. Hanelefantens skæbne fik Marc Spits til at interessere sig for de asiatiske elefanters forhold i naturen. Et år senere blev den første udstilling afholdt i Rotterdam. Sidenhen i Antwerpen, Amsterdam, Emmen, London og nu København. Derefter vil værtskabet gå til Milano og Singapore.

Hvorfor er elefanten truet?
Elefantens levested i regnskoven bliver ødelagt af tømmerhugst og omlægning til landbrug. Det betyder, at elefanten nu har langt mindre plads at søge føde i. Når elefantflokkene vandrer fra sted til sted, er de nødsaget til at krydse veje og marker. De bliver sårede i trafikken, og kommer i konflikt med lokalbefolkningen, fordi de ødelægger markerne og æder afgrøderne.

Elefantens status i naturen
Der er 30.-40.000 asiatiske elefanter tilbage i naturen. I løbet af de sidste 100 år er antallet af asiatiske elefanter faldet med 90%.

Sådan bruges pengene
I København sælges kunstelefanterne på Bruun Rasmussens Kunstauktion til september. Pengene doneres til The Asian Elephant Foundation. Organisationen støtter projekter som: Etablering af elefantkorridorer, der giver elefanterne mulighed for at bevæge sig frit omkring og oprettelse af elefanthospitaler, der tager sig af sårede elefanter. Partnerskabet er en garanti for, at de midler der indsamles bliver anvendt bedst muligt.

Store bidrag
I de sidste 3 år har salget af kunstelefanter på auktioner i Europa givet omkring 52 mio. kr. Af dem er over 30 mio. kr.  doneret til naturbevarelsesprojekter i Asien.

Se Zoos 15 elefanter i galleriet, og læs mere på Elephant Parades egen hjemmeside.

Horisontal Navigation

Zoologisk Have - Roskildevej 32 - DK-2000 Frederiksberg - Tlf.: 72 200 200 - E-mail: zoo@zoo.dk
Copyright © 2008 København Zoo. Alle rettigheder er beskyttede. Juridiske forbehold