Fra den 1. november til den 29. februar inkl. koster det kun 110 kr. for voksne og 50 kr. for børn at besøge Zoo.
Normalprisen er 140 kr. for voksne og 80 kr. for børn.

Zoo er åben alle dage hele året, og selvom mange synes, det er sjovest at besøge Zoo forår og sommer, har Haven også mange oplevelser at byde på om vinteren.
I Tropehuset leder en snoet sti gennem regnskoven med dens dufte og mange lyde og fortsætter til sommerfuglehallen, hvor fritflyvende, farverige og eksotiske sommerfugle er på vingerne. Tropisk miljø finder man også hos flodhestene, der langsomt bevæger sig rundt bag glasruden helt tæt på publikum eller daser på øen midt i anlægget.
Girafferne opholder sig i deres lune stald, hvor du mødes af duften af hø, så snart du træder ind, og hvor de livlige væverfugle og deres helt specielle redebyggeri også kan iagttages.
Elefanthuset er et kapitel for sig: Elefantflokken, der bevæger sig rundt i det kuperede landskab under glaskuplen inspirerer til et besøg i elefanteksperimentariet, hvor man kan lege sig til mere viden om de fascinerende tykhuder.
Har man brug for en pause og lidt brændstof til resten af dagen, byder Provianten og i weekenden også Konnilds indenfor i varmen til mad og varme drikke.
Velkommen i vinterzoo!