Træmyresluger

Fakta

Dansk navn

Træmyresluger

Engelsk navn

Southern Tamandua

Videnskabeligt navn

Tamandua tetradactyla

Udbredelse/levested

Tropisk regnskov og savanneskov i Syd og Mellemamerika.

Vægt

3,5 - 6 kg

Højde/længde

52-67,5 cm (Halelængde: 50-70 cm)

Levealder

10 år

Drægtighed/rugetid

130-150 dage

Antal unger

1 sjældent 2

Fødselsvægt

Kønsmoden

Føde

Myrer, termitter, bier.

Tema Træmyresluger

Den der stinker i skoven
Hvis træmyreslugeren bliver angrebet, stiller den sig på bagbenene og slår ud med de kraftige kløer på forbenene. Samtidig med, at den forsvarer sig mod fjender med de skarpe kløer, udskiller den også et ildelugtende sekret, der kan få rovdyr til at holde god afstand. Indianerne kalder træmyreslugeren for Caguaré - hvilket frit oversat betyder - "den, der stinker i skoven".
De kraftige kløer bruges dog ikke kun til forsvar. Den midterste klo er særlig kraftig og længere end de øvrige. Myreslugeren bruger den til at kradse hul på termitboer, så den kan komme ind til termitterne og deres larver. Når den først har kradset hul på termitboet, klarer den lange tunge resten. Den trådformede tunge bliver op til 40 cm lang og har små bagudrettede modhager, der forhindrer byttet i at slippe væk. Tungen snor sig gennem de mange gange i termitboet og fanger, hvad der måtte være af levende bytte i boets gange.

Biologi

Myreslugere tilhører gumlerne, der også omfatter dovendyr og bæltedyr. Der findes tre forskellige arter af myreslugere, der alle lever i Syd- og Mellemamerika. Træmyreslugeren er nataktiv, lever fortrinsvis i træerne og er god til at klatre. Den er kun halvt så stor som den store myresluger, der lever på den sydamerikanske græsklædte savanne eller "pampas". Træmyreslugerunge

Træmyreslugeren har en kort pels med en sadelformet tegning hen over ryggen og siderne. Halen er stort set nøgen. Som en tilpasning til livet i træerne, kan halen bruges som griberedskab. Før myreslugeren slipper grebet i den ene gren, har den et solidt tag med halen i den næste.

Træmyreslugeren findes både i regnskoven og i den mere åbne savanneskov. Den hviler i træhuller eller grenkløfter. Træmyreslugerens lange tunge skyder konstant ind og ud af den cirkelformede mund, når den spiser. Den lever af samme føde, som sin større slægtning, men tager selvfølgelig de myrer og termitter, der lever i træerne. Træmyresluger

Myreslugere har ingen tænder, men sluger deres bytte helt. I den nederste del af spiserøret har de en muskuløs formave, der minder meget om hønsefuglenes kråse. Her formales føden, før den fortsætter ned i den egentlige mave, hvor selve fordøjelsen foregår. Hunnen bærer ungen på ryggen i de første par måneder. Ungen forlader moderen, når den er omkring ét år.

Horisontal Navigation

Copyright © 2008 København Zoo. Alle rettigheder er beskyttede. Juridiske forbehold