Biologi

Silkeaber er verdens mindste ægte aber. Den største af arterne vejer kun op til 900 gram, mens den mindste vejer maksimum 140 gram. Der findes i alt 22 silkeabearter, der alle har meget begrænsede udbredelsesområder i regnskoven i Sydamerika.

Silkeaber deles op i to store grupper: Marmosetterne, der hovedsageligt lever af frugt og saft fra træerne, og tamarinerne, der i vidt omfang lever af insekter og smådyr foruden frugt. Kejsertamarinen tilhører tamarinerne.

Silkeaber har kløer på fingrene i stedet for negle. Kun tommelfingeren er udstyret med en flad negl som hos de øvrige aber. Når aberne skal drikke saft fra træerne, holder de fast på stammen med kløerne, mens de gnaver hul på barken og slikker saften i sig med tungen.

Alle silkeabearter er meget lette at skelne fra hinanden, fordi alle har deres helt egen pelsfarve og karakteristiske pelstotter, manker eller lignende. De fleste silkeaber har da også fået navn efter deres udseende. Hanner og hunner er fuldstændig ens.

Kejsertamarinen er let genkendelig på sit karakteristiske hvide, nedadhængende overskæg. Arten er opkaldt efter Kejser Wilhelm den II, som havde et lignende overskæg, der dog vendte opad. De første eksemplarer, videnskaben så af kejsertamariner, var alle døde og præparerede individer. Disse havde under præpareringen fået vendt "skægget" den forkerte vej, og det mindede derfor meget om Kejser Wilhelm den II's skæg.

Kejsertamarinen er grå på ryggen med stænk af gule hår, brystet er rustrødt, og poter, isse og hale er sorte.

Kejsertamarinen blev ret sent (i 1907) beskrevet af videnskaben. Okapien, tapiren og congopåfuglen er eksempler på andre arter, der er blevet beskrevet sent.

Silkeaber lever sammen i små familiegrupper på 3-15 individer. Ét par er det dominerende, og det er kun dette par, der yngler. Hvis den dominerende hun dør eller forsvinder fra gruppen, overtager den næstrangerende hun pladsen og begynder med det samme at yngle. Silkeaber får som oftest tvillinger, og straks efter fødslen afleverer hunnen ungerne til hannen. Hunnen har nemlig travlt med at finde føde for at kunne producere mælk nok til de to unger og kan derfor ikke bruge energi på at bære på de forholdsvis store unger. Hannen bærer ungerne på ryggen og afleverer dem kun til hunnen, når de skal die.

Silkeaber er dagaktive. De kan på grund af deres ringe størrelse bevæge sig rundt i den yderste del af grenene. Her kan de på samme vis som egern søge føde på selv de tyndeste grene uden at falde ned.