Biologi

Der findes omkring 380 tudsearter, og agatudsen er den største af dem alle. Rekorden indehaves af en agatudse fra Colombia. Den var 23,8 cm lang og vejede 1302 gram.

Agatudsen er kun afhængig af vandhuller og søer, når den skal yngle. Resten af tiden tilbringer den på landjorden, hvor den om dagen skjuler sig og om natten bevæger sig ud for at finde bytte.

Agatudsen er jordbrun med mørke pletter, og bag ved øjnene sidder to store kirtler, der indeholder en slags gift. Hvis agatudsen føler sig truet, trykker den sig mod jorden, hvor den er godt camoufleret. Opdager et rovdyr alligevel tudsen, udskiller den et sekret fra kirtlerne, og under ekstreme forhold kan den sprøjte det op til 1 meter væk. Sekretet irriterer slimhinderne, og små dyr kan i værste tilfælde dø ved berøring af "giften".

Selv agatudsens æg og haletudser indeholder giften. Agatudsen har i sit oprindelige udbredelsesområde naturlige fjender, idet flere sydamerikanske slanger og fugle gennem tiden er blevet immune over for agatudsens gift. Men uden for tudsens oprindelige levesteder er der ingen rovdyr, der kan æde den forholdsvis giftige agatudse.

Det blev derfor til en katastrofe, da man i 1935 besluttede at udsætte agatudsen i Australien. Tudsen skulle fungere som biologisk bekæmpelse og skulle bl.a. æde de biller, der ødelagde sukkerørene i plantagerne. Men tudsen fandt hurtigt ud af at æde andre insekter, og ingen rovdyr i Australien kunne udgøre en trussel for agatudsen og holde bestanden nede. Bestanden af de udsatte dyr voksede eksplosivt. De 100 tudser, man udsatte, blev på seks måneder til 60.000 unge agatudser, og i dag er agatudsen et stort problem i Australien. Tudserne bliver ædt af pungdyr, som dør af giften, og i dag udgør agatudsen en alvorlig trussel for mange pungdyrarter.