Dagen i går gik med at rejse, først til Jakarta og derfra videre til Bandar Lampung, der ligger på den østligste del af Sumatra. I Jakarta mødte vi Dr. Wilson Novarino fra det lokale universitet. Han skal være vores guide i de næste dage, og det er ham, vi skal snakke tapirprojekt med. Wilson er den eneste, der for alvor studerer tapirer på Sumatra.

Næste morgen går turen til Way Kambas nationalpark, der ligger et par timers kørsel fra hotellet. Ved ankomsten mødes vi allerede ved indgangen til parken af den første gruppe siamanger (gibbon-art), der morgenduet i trækronerne 40-50 meter inde i skoven. I det fjerne svarer en anden gruppe, og skoven genlyder i det hele taget af siamang-sang og fuglesang i en skønsom blanding. Meget smuk velkomst til en spændende nationalpark. 

Vejen bliver nu til en jordvej med diverse store huller og sten, formet af den kraftige regn, der dagligt skyller ned i regntiden. Lige nu er det imidlertid tørvejr og strålende sol, og vi begiver os ind i nationalparken. Formålet med dette besøg er at få en fornemmelse for, hvad skoven kan byde på af dyr og planter samt at snakke med Wilson om et eventuelt samarbejde om et kommende tapirprojekt på stedet. Ud over en stor tapirbestand rummer parken også det udryddelsestruede sumatranæsehorn, elefanter, sumatratigre og mange andre spændende dyrearter – et sandt paradis for en zoolog og for Zoologisk Have.

Vi kører på den ujævne vej i godt en halv time og kommer til en station, hvor vi mødes af et par garvede rangers. De viser os stedet, fortæller lidt om, hvad man kan se i parken og viser bl.a. et foto, der blev taget af en af deres kamerafælder for lidt mindre end et år siden lige i nærheden af rangerstationen. Fotoet viser to tigre, der leger op ad et træ. To sumatratigre på samme billede og så tæt på! Det er et fantastisk snapshot og siger meget om skovens værdi som levested for sjældne dyrearter.

Vi får en ranger med og går på en sti gennem skoven. Den minder meget om den skov, vi er vant til at arbejde i i Malaysia, store og små træer blandet med hinanden og med en stor mangfoldighed af planter. Men det er slående så mange frugter, der er på træerne og på skovbunden under dem: Frugter i alle størrelser og farver, hvilket også betyder masser af mad til de mange dyr, der lever i skoven. Vi smager på et par mangofrugter, der ligger under træet – dejlig søde og friske. Og ramputanfrugter i massevis. Overalt hører man den pludrende sang fra bylbyl-fugle, og af og til siamangerne, der stadig synger deres duet for at markere deres territorium over for andre siamanger og signalere, at området er optaget.

Pludselig hører vi en hæs gøen ikke mere end halvtreds meter fra os. Det er muntjakkens karakteristiske gøen, den stemme, der har givet den navnet ”Barking Deer”. Vi kommer nærmere, og pludselig springer den op lige foran os og forsvinder ind i skoven.

Flere steder ser vi spor af elefanter, der har krydset stien. Hverken de store fodaftryk eller deres gødning er til at tage fejl af. Vi må krydse adskillige vandløb, og overalt på de våde stier ser vi igler i alle størrelser strække sig opad for at få fat på et varmblodet bytte, de kan suge blod af. Imponerende syn, men man skal ikke blive stående for længe, så bliver man selv et bytte.

Carl Treholt, der har arbejdet med naturbevarelse for Zoo siden 2001, og jeg falder i snak om det igleprojekt, vi er ved at indlede i Zoo. Foreløbige undersøgelser har vist, at man ved at DNA-teste de igler, man finder på skovbunden, kan se, hvilke dyr de har suget blod af i hvert fald tre måneder tilbage. På den måde kan man få et godt billede af hvilke dyr, der har været i området, noget vi ellers altid har brugt kamerafælder til. I det nye projekt i Zoo, som vi laver i samarbejde med Københavns Universitet, vil vi prøve at videreudvikle denne metode og se, hvor specifikke data, man kan få ud af iglerne. Samme metode vil vi specifikt bruge metoden til at se, om der er sumatra-næsehorn tilbage i Vestmalaysia – en opgave, de malaysiske naturforvaltningsmyndigheder stillede os sidste år.

Der er ingen tvivl om, at skoven i Way Kambas vil egne sig godt til den planlagte udvidelse af tapirprojektet. Det springende punkt er infrastrukturen. Er der, hvad der skal til for at have et forskerhold på stedet? Det er noget, vi må diskutere med parkforvaltningen.

Turen slutter af med en sejltur op ad den flod, der løber forbi rangerstationen. Ofte ser man mere langs floderne end i selve skoven, dels fordi dyrene kommer for at drikke, dels fordi floden virker som en barriere for dyrene, der samles ved bredden og endelig er floden en naturlig lysning i skoven, så man får en chance for at se noget af den mangfoldighed af liv, der er overalt. Løvfrøer af forskellig slags og cikader konkurrerer om at synge højest på denne tid af dagen, og ind imellem hører vi igen muntjakkens dybe gøen.

Af sikkerhedsmæssige årsager får vi en bevæbnet ranger med på turen – ikke for at sikre os mod dyrene men mod eventuelle krybskytter, der sniger sig ind i parken for at få fat på de sidste sumatra-næsehorn. Desværre er de sjældne næsehorn i høj kurs hos krybskytterne, der kan få mange tusinde kroner for hornene på det sorte marked. Med så mange penge på spil, kan det blive en kamp på liv og død, hvis rangerne opdager krybskytterne.

Det bliver til en hel dag i skoven. Der er ingen tvivl om, at skoven er meget velegnet til forskningsprojekter af den art, Zoologisk Have i forvejen har i Malaysia - ikke kun med tapirer, men også med elefanter og andre planteædere i området. Det kunne være spændende at se, om de mange frugter også har givet anledning til et rigere dyreliv, eller om de gør, at dyrene bevæger sig mindre omkring, da de ikke længere behøver at gå så langt for at finde føde. Men det primære er nok at få en parallel til det projekt, vi leder med radiomærkning af tapirer i Malaysia.

I morgen går turen videre til en nationalpark længere mod nordvest – et andet potentielt forskningsområde for Zoo og dermed også et potentielt vindue til den fantastiske natur på Sumatra.