I Mount Kerinci National Park på Sumatra har det vist sig, at tapiren lever i langt højere luftlag end hidtil troet. Zoo går i gang med samarbejdet med nationalparkerne. Læs det fjerde og afsluttende rejsebrev fra Bengt Holsts rejse i Indonesien

I dag gik turen til en ny nationalpark: Mount Kerinci National Park - fire gange så stor som Fyn og med Sumatras højeste vulkan, Kerinci. Da vi var ankommet om aftenen, hvor det var helt mørkt, havde vi ingen fornemmelse af, hvordan omgivelserne egentlig var. Så meget desto større var overraskelsen og glæden, da vi kiggede ud af vinduet og i den opgående sol så Mount Kerinci rejse sig majestætisk foran os og med en smuk grøn the-plantage i forgrunden, og efterhånden som skyerne lettede, kom den karakteristiske top af Sumatras højeste og stadig aktive vulkan til syne. 

Nationalparken er kendt for at huse sumatratiger, nogle af de sidste sumatranæsehorn, tapirer, træleoparder, bjørne og mange andre spændende dyrearter. Vores mål med turen er at se på mulighederne for at udvide vores tapirprojekt i Malaysia til også at omfatte dette område, dels for at sammenligne den malaysiske bestand af tapirer med den indonesiske og dels for at se, hvor højt op tapirerne går. Normalt siger man, at skaberaktapiren lever i lavlandsregnskov og op til omkring 1200 meter over havoverfladen. Men i Mount Kerinci National Park finder man tapirer helt op til 2.000 meters højde. Det giver en unik mulighed for at se, om der er forskel på, hvordan tapirerne bruger og påvirker omgivelserne i henholdsvis lavlandet og i højden samt at undersøge hvorfor tapirerne findes der.

Vi hører en masse fugle, ser en mangfoldighed af planter, både på jorden og i træerne, og ser spor af grise. Men ser man bort fra stigningen, ligner vegetationen meget den, man også finder i lavlandet, hvor man er vant til at se tapirer. Oplagt område for tapirerne. Efter et par timers trekking, hvor sveden har haglet ned ad os, står vi pludselig på toppen og kan gennem buskadset se ud over en stor, glasklar sø, der ligger i det gamle vulkankrater. Et imponerende syn og samtidig meget dragende i varmen. Der skulle da heller ikke mange opfordringer til, før vi alle sprang i og blev afkølet med en fantastisk udsigt 360 grader rundt.

Bagefter blev der tid til en god snak om området som forskningspotentiale. Kamerafælder på stedet og radiomærkede tapirer, som vi kender det fra Malaysia, ville kunne bringe nyt lys over tapiren som bjergdyr. Og kunne vi lave tilsvarende undersøgelser andre steder i nationalparken, ville vi få et godt sammenligningsgrundlag og få mulighed for at dokumentere et fantastisk dyreliv.

Næste dag rejser vi det sidste stykke tilbage til Padang, hvor Carl Træholt og jeg skal holde en gæsteforelæsning på universitetet, dels om naturbevarelse generelt og dels om vores projekt i Malaysia og Zoos tilstedeværelse i Indonesien. Derudover snakker vi udstyr til de fremtidige tapirundersøgelser. Hver især får vi nogle opgaver. Nu har vi set området, hvad det har at byde på, og diskuteret, hvordan vi kan udnytte det for i sidste ende at være med til at bevare det.

Sidste dag var afsat til møder først med Forest Ministry, der forvalter nationalparkerne, og senere med den danske ambassadør i Indonesien, Børge Petersen. På mødet med Forest Ministry undersøgte vi mulighederne for et fremtidigt samarbejde om forvaltningen af især Baluran National Park. Det afgørende for at bevare parkens særegne karakter med de store savannelignende områder er at få fjernet den indtrængende akacieskov og sikre at den bliver holdt nede. Det kræver, at parken har en løbende indtjening, og etablering af få, eksklusive lodges, som man kender dem fra Afrika, er et godt bud. Man kunne tiltrække et pengestærkt publikum med unikke oplevelser i parken og i de omkringliggende pittoreske landsbyer til gavn for parken og for lokalsamfundene.

Zoologisk Have kan selvfølgelig ikke finansiere dette, men vi kan bistå med ekspertise om økoturisme og om forvaltning af parken herunder den forskning, der er nødvendig for at skaffe beslutningsgrundlag for parkforvaltningen. På mødet med ambassadøren diskuterede vi, hvordan den danske ambassade kunne bistå disse opgaver. Vi havde en god og åben dialog, og ambassadøren var behjælpelig med henvisning til kontakter, og vi betragtede mødet som en god opbakning til vores aktiviteter i området.

Efter 10 dage på farten i nationalparker, potentielle forskningsområder og hos potentielle samarbejdspartnere har vi et godt billede af, hvad vi kan gøre i Indonesien. Vi kan med fordel udvide vores nuværende engagement i Sydøstasien til også at omfatte Indonesien. Det skal ses som et supplement til vores arbejde i Malaysia med tapirprojektet og naturforvaltning generelt. Ved at inddrage Indonesien udvider vi vores netværk og forskningsindsats samt mulighed for at medvirke til at bevare af unikke naturområder. Konkret vil vi nok satse på at få etableret et fast samarbejde med University of Andalas i forbindelse med udvidelse af tapirprojektet. De spændende problemstillinger i den sammenhæng er tapirens udbredelse i højden og dens samspil med miljøet i hhv. Malaysia og på Sumatra.

Vi vil også arbejde videre med mulighederne for et samarbejde om forvaltning af Baluran National Park. På kort sigt kan vi udføre nogle videnskabelige undersøgelser, der skal til for at skabe et solidt grundlag for forvaltning af parkens unikke natur. På længere sigt kan vi arbejde sammen med parkforvaltningen om at udvikle økoturismen i området, så parken kan tjene penge til at vedligeholde naturen. Ferieøen Bali ligger med sine otte mio. turister lige på den anden side af vandet, og med de rette faciliteter og markedsføring skulle det være muligt at få et langt større antal turister til at besøge parken.

Og hvad får  Zoologisk Have ud af alt dette? Ud over at vi opfylder et af vore fremmeste formål, nemlig at medvirke aktivt til bevarelse af biodiversiteten, så giver vores engagement i området gode muligheder for at hente spændende, autentiske historier til Zoo og servere dem for vores mange gæster. Det er jo kun de færreste, der har mulighed for at tage ud og se alt dette med egne øjne. Zoologisk Have kan være vinduet til en fantastisk natur, som kun de færreste kender til, og forhåbentlig så entusiasme hos danskerne om at være med til at tage ansvar for denne natur. Dermed opnår vi, hvad vi gerne vil: at skabe basis for bevarelse af naturen overalt, hvor vi har mulighed for det. Og så kunne jeg passende afslutte denne rejsebeskrivelse med et citat fra en IUCN konference i 1968:

In the end, we will only conserve what we love, we will only love what we know, we will only know what we are taught.

Bana Dioum