09. juli 2012
I en måned har 471 deltagere kæmpet om at vinde titlen som den største fan af Zoologisk Have. Vinderen er Jonna fra Aars, der rejser til San Diego og får en særlig ”bag kulisserne”-oplevelse
”Jaaaaa!” Sådan lød det, da Jonna Pedersen blev ringet op af Zoo med besked om, at Zoos Facebookfans har stemt hende ind som den største Zoofan. "Det er kæmpestort, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme af sted", sagde Jonna Pedersen, der tager sin mand med på rejsen. Jonna Pedersen fulgte i spænding de sidste timer af afstemningen i selskab med sin familie.
Jonna vandt med billedet af hende selv og en pumaunge på besøg hos dyrlægen. Billedet stammer fra Jonna Pedersens praktiktid som dyrepasser i Aalborg Zoo, hvor hun var på udveksling i Athens zoologiske have, Attica Zoological Park.
Over 5.000 stemmer afgivet
Zoos facebookfans har virkelig engageret sig i konkurrencen. Der er blevet bagt zookager, optaget zoofilm og lavet zoocollager. 471 personer har bidraget med i alt 720 billeder og 27 videoer. Og endnu flere har givet deres mening til kende: 3.802 personer har afgivet i alt 5.113 stemmer.
Engagementet i konkurrencen har været enormt. Derfor valgte Zoo at uddele ekstrapræmier til nogle af de mange kreative Zoofans. Tanja Dyberg, der digtede, spillede og sang sin helt egen hyldest til Zoo har vundet en Zoooplevelse efter lukketid. Og der er 2 entrébilletter til Zoo til henholdsvis Susy Sparre, Sine Juhl, Louise Alarik Havndrup, Camilla Mille Kvetny Deans, Stinne og Frederik Fruelund og Mai Jespersen.
Endnu engang en stor tak fra Zoo til alle jer, der har deltaget, delt billeder og videoer og stemt på dem, I synes, skulle vinde.
Se alle bidragene her