Ulykke i Zoos tigeranlæg
11. juli 2012
Da Zoos medarbejdere mødte på arbejde i morges, var det til en særdeles ubehagelig situation. En yngre mand havde i løbet af natten til onsdag forceret hegnet til Zoo og barrieren til tigrenes anlæg, hvor han omkom.
Zoos medarbejdere tilkaldte straks politi og ambulance. Zoos beredskabsplan gik øjeblikkeligt i gang, og medarbejdere fik lukket tigrene ind fra anlægget. Politiet konstaterede, at den yngre mand var omkommet. Man kender ikke motivet til, at manden er trængt ind til tigrene. Af hensyn til de pårørende oplyser politiet endnu ikke yderligere detaljer angående mandens identitet, men arbejder på højtryk for at opklare sagen.
”Det er en dybt tragisk situation, og vi er alle særdeles berørt af den. I en sådan alvorlig situation er vi glade for at konstatere, at Zoos beredskabsplan virker helt, som den skal. Lige nu er vores primære opgave at tage os af vores medarbejdere, der har haft en voldsom oplevelse, og derfor modtager krisehjælp”, siger administrerende direktør Steffen Stræde.
Politiet har afsluttet undersøgelserne i Zoo. Zoo åbnede i dag til almindelig åbningstid.