Hyppige spørgsmål om dyr

Må man have sin hund med i Zoo?
Nej, desværre er det ikke muligt at tage sin hund med i Zoo. Undtaget er dog servicehunde.

Har isbjørnen det for varmt om sommeren?
Isbjørnen kan fra naturens hånd overleve i ekstrem kulde. Men det er ikke det samme, som at den nyder det. Om sommeren opsøger Zoos isbjørne ofte solens varme i stedet for at blive i skyggen.

Spytter lamaer virkelig?
Vores vilde lama – guanacoen – kan, hvis den f.eks. føler, at flokken er truet, spraye maveindhold ud. Dette sker normalt over for artsfæller – altså andre guanacoer – og ikke os mennesker.

Hvorfor er bavianernes numser så store og røde?
Hun-bavianens bagdel hæver voldsomt op og bliver rød som signal til hannen om, at hun er klar til parring og dermed også til at blive drægtig.

Hvor kommer ungerne hen, når de ikke længere kan blive hos de voksne dyr?
Dyrene indgår ofte I internationale avlssamarbejder , hvorigennem ungerne fordeles til andre professionelle zoologiske haver, ud fra hvor de genetisk passer bedst. Hvis dyrene er I overskud, vil de blive aflivet på det tidspunkt, hvor de alligevel, aldersmæssigt, ville forlade moderen. På denne måde giver vi vores dyr de mest naturlige forhold. Læs mere om Zoos arbejde med berigelse.

Hvorfor sviner flodhesten?
Flodheste afmærker deres territorium ved hjælp af gødning. Deres haler pisker fra side til side og er vældig effektive til at sprede gødningen over det meste af deres anlæg. I vandbassinet gør meget kraftige pumper vandet klart igen i løbet af ca. 10. min.

Hvorfor har så mange af elefanterne ikke stødtænder?
I København Zoo har vi asiatiske elefanter. Hos denne art er det kun nogle af hannerne, der har synlige stødtænder. Zoos hunelefanter har således ikke stødtænder fra naturens hånd.

Hvor tit bliver rovdyrene fodret og hvor meget får de at æde?
Rovdyrene fodres så naturligt som muligt. Det betyder for eksempel, at de store katte kun fodres et par gange om ugen og da ofte med 120 kg. tunge dyrekroppe med både knogler og skind. Bjørne og oddere fodres oftere end kattene. Her spredes føden over hele anlægget eller graves ned, puttes I tønder o.l. Læs mere om berigelse af dyrenes dagligdag. Se dagens program vedr. rovdyrfodringer.

Hvorfor hyler gibbonaberne?
Gibbonaberne hyler nu ikke. De synger, og sangen signalerer til andre gibbonaber, at dette område er optaget. De ved jo ikke, at der ikke lever andre gibbonaber i nærheden. Sangen er unik for hvert gibbonpar og medvirker til at knytte hannen og hunnen sammen hele livet. 

Kamel og dromedar - én eller to pukler?
Dromedaren har én pukkel og kamelen har to. En nem huskeregel er, at dromedaren har et "D" på ryggen.
Både dromedaren og kamelen hører i den zoologiske systematik til kamelfamilien, så en dromedar er således faktisk også en kamel. Derfor er der også en dromedar uden på Camel-cigaretterne.

Generelt: Hvordan får vi svar på spørgsmål om dyr?
Du er meget velkommen til at sende dine spørgsmål til zoo@zoo.dk eller ringe på telefon 72 200 200 mellem kl. 9 og 16. I begge tilfælde vil dine spørgsmål blive besvaret af en zoolog så hurtigt som muligt.
Hvis du er skoleelev, er det muligt at booke en ”Prokjektvejlednings-time” hos Zoos undervisere, via Zoo-skoletjenesten eller på telefon 72 200 259.




 

Horisontal Navigation

Zoologisk Have - Roskildevej 32 - DK-2000 Frederiksberg - Tlf.: 72 200 200 - E-mail: zoo@zoo.dk
Copyright © 2008 København Zoo. Alle rettigheder er beskyttede. Juridiske forbehold