Adfærdsberigelse er den del af Zoos arbejde der målrettet imødekommer dyrenes naturlige adfærd og biologi. Både i den daglige pasning og når vi bygger nye anlæg.

Hvorfor er adfærdsberigelse nødvendig?

Dyr i fangenskab lever ofte en meget beskyttet tilværelse i forhold til deres artsfæller i naturen. De skal ikke være på vagt over for fjender; der er ikke risiko for, at de dør af sult, og dyrlæger træder hurtigt til, hvis de skulle blive syge. Derimod er der ofte mangel på daglige udfordringer, og deres adfærdsmæssige behov skal derfor tilgodeses i mange henseender.

For små 70 år siden vidste man meget lidt om biologien hos de dyr, man havde i Zoologisk Have. Det være sig om deres fysiologiske behov, såsom ernæring, klimakrav og sygdomme, og endnu mindre om deres adfærd. Man fokuserede kun på at holde dyrene i live.

I dag ved vi meget mere. Dyr, der ikke får opfyldt deres adfærdsmæssige behov, kan udvikle unormale adfærdsformer som fx stereotypier, og manglen på daglige udfordringer kan føre til stress eller apati. Dyrenes trivsel er betinget af, at deres naturlige adfærd stimuleres.

Arbejdet med dyrene i en moderne zoologisk have tager udgangspunkt i dyrenes adfærd og biologi. Først og fremmest af hensyn til deres velfærd, men også fordi det er nødvendigt i forhold til formidlingen og naturbevarelsesarbejdet. For at kunne fungere som ambassadører for deres vildtlevende artsfæller og øge menneskets forståelse for naturen, skal dyrene i Zoo have mulighed for at udvise naturlig adfærd. Samtidig skal dyreholdet fungere som en reservepulje til brug for eventuel genudsætning, og et dyr, der ikke kan eller aldrig har prøvet at udføre basale naturlige adfærdsformer, overlever ikke i naturen.

Det er derfor vigtigt, at man beriger dyrenes hverdag, så de kan bruge deres tid aktivt? og få udfordringer svarende nogenlunde til dem, de ville få i deres naturlige levested. Dette opnår en moderne zoo gennem mange forskellige slags berigelse.

Udover det biologiske udgangspunkt, skal berigelsen være dynamisk: Selv en nok så gennemtænkt berigelse bliver rutine og uinteressant for dyret, hvis den gentages hver eneste dag. Derfor er det bl.a. muligt at se mange berigelseselementer ophængt i anlæggene på måder, der gør det let at udskifte dem dagligt. Forandring fryder.

Hvordan beriger vi?
Den daglige udfordring både med hensyn til den grundlæggende anlægsindretning, arts- eller floksammensætningen i anlæggene og den daglige praktiske berigelse, er det som sagt dyrenes biologi, der sætter dagsordenen for.

Et nøglepunkt i Zoos berigelsesprogram er, at dyrene skal kunne bruge en naturlig mængde tid på fødesøgning og fortæring. Tidligere var fodring af dyr i zoologiske haver meget lidt naturligt stimulerende; dyrene fik føden serveret, færdigtilberedt i skåle, selvom de i naturen bruger det meste af deres tid på at skaffe sig føden.

I dag fodres de forskellige arter på en sådan måde, at en stor del af deres naturlige fødeadfærd bliver tilgodeset. For eksempel fodres dyrene ikke på faste tidspunkter og Zoo undgår på den måde, at dyrene indstiller sig på rytmen og bliver rastløse lige før fodring. Føden i naturen dukker jo heller ikke op på faste tidspunkter.

Rovdyrene bliver fodret med kadavere (hele, døde dyr) i stedet for de traditionelle kødstykker. Tiden, der skal bruges på at æde kødet, forlænges naturligt af pels, hud, knogler og sener. Og samtidig medfølger en hel stribe af naturlig adfærd med brug af muskler og tænder samt den efterfølgende pelsrensning.

I Zoo får leoparderne serveret kadaver af f.eks. kaniner og geder. Karakalerne, der er eksperter i fuglefangst, får hængt døde høns op i elastikker, og løverne fodres jævnligt med hele heste og køer. Fordelen for løverne er ikke kun, at løverne bliver tvunget til at bruge tid og evner på føden, men også at de dermed får bekræftet eller afprøvet deres indbyrdes rangforhold i selve kampen om føden. Dyrepasserne holder selvfølgelig øje med, at alle får, hvad de har brug for.

De fleste planteæderes biologi er tilpasset til at bruge det meste af deres vågne tid på fødesøgning og fortæring. Nogle arter græsser over store områder hele dagen, mens andre æder blade og kviste i den tætte skov. I Zoo kan du for eksempel se masser af grene med og uden blade ligge i anlæggene. Dyrene kan bruge meget tid med at æde både blade og bark. Desuden får planteæderne masser af lucerne og hø placeret i foderhække og høbolde, der gør det muligt for eksempelvis giraffer at finde deres føde i en naturlig højde.

Berigelse på forkant
Arts- og floksammensætningen er endnu et nøglepunkt i Zoos berigelsesprogram. København Zoo koncentrerer sig meget om at holde dyrene i de rette sociale sammenhænge. Nogle arter er udpræget flokdyr og trives bedst, når de er mange individer sammen. I flokken ser man socialadfærd som gensidig soignering, etablering og vedligeholdelse af rangorden og fælles yngelpleje – adfærdselementer som er naturlige og vigtige for dyrenes trivsel. Floksammensætningen har for eksempel stor betydning for kappebavianer. De lever naturligt sammen i små flokke bestående af en dominerende han, 5-8 hunner og deres unger. Flokken tilbringer dagen med at lede efter føde, udføre yngelpleje og lege, specielt mellem de unge aber. Om natten samles flere grupper i træer eller på klipper, og "natsamfundet" kan i alt tælle op mod 200 dyr. Zoo holder derfor altid mange kappebavianer sammen - som regel en dominerende han og 8-10 hunner med tilhørende unger.

Unger, yngelpleje og alt det postyr, det medfører, er endnu et nøglepunkt i mødekommelsen af en naturlig adfærd i Zoo.
Det er vigtigt, at dyrene har mulighed for en naturlig ynglecyklus; at de har mulighed for at få unger med naturlige mellemrum bl.a. for at bevare en sund bestand de zoologiske haver imellem, og hvis dyreholdet skal fungere som reservepulje til eventuel genudsætning. Ungerne giver også rig mulighed for naturlig adfærd. De voksne individer skal bruge tid på kurtisering, parring, yngelpleje og på at lære ungerne, hvordan de skal opføre sig i flokken. Ungerne er meget undersøgende og leger med hinanden og de voksne i flokken.

Et godt eksempel på den berigelse unger giver er løverne. Hunløverne bruger tid og meget energi på at fortælle hannen, at de er modtagelige for tilnærmelser. Senere er hunnerne fælles om yngelplejen, som er en meget vigtig del af næsten alle pattedyrs adfærdsrepertoire. Selvom løven ikke er en truet dyreart, og der ikke er brug for individer til genudsætning, lader Zoo altid løverne have en naturlig mulighed for at yngle. De individer, Zoo har i anlægget, støttes således i et liv rigt på naturlige udfordringer.

Anlægsindretning
Når Zoo i dag planlægger nye anlæg, er etablering berigelse i anlægget en vigtig del af designet. Dyrenes biologi er igen udslagsgivende for, hvilke fysiske elementer anlægget skal indeholde.

Hvis anlægget er til en bjørn, vil udgangspunktet helt naturligt være at imødekomme et rovdyr, der er opportunist – dvs. en der leder, roder og graver overalt for at finde, hvad der nu end måtte dukke op. Det betyder, at anlægget bl.a. kan indeholde bundmateriale der er blødt og hvor foder kan graves ned.
Overalt i Zoo findes der naturlige træstammer, hvor dyrene kan klatre, have udsyn, træne deres balance, rive og bide i barken og eventuelt finde larver og insekter. De golde flisegulve er blevet erstattet af barkflis, og mange steder får ukrudt og planter lov til at vokse naturligt. Hos de brune bjørne ligger store kvasbunker, som de kan bygge huler i, og dyrepasserne gemmer æbler og lignende i kvaset, som bjørnene skal bruge tid på at finde.
Ud over at give dyrene en bedre trivsel, er de naturtro anlæg således også en essentiel del af formidlingen i en moderne zoo og de bidrager dermed til at øge vores forståelse for artens levevis.