Biologi

Silkeaber er verdens mindste ægte aber. Den største af arterne vejer kun op til 900 gram. Dværgsilkeaben er den mindste af alle silkeaberne. Den vejer som voksen kun op til 140 gram, og ungerne er kun 3 cm lange ved fødslen.

Der findes i alt 22 silkeabearter, der alle har meget begrænsede udbredelsesområder i regnskoven i Sydamerika. Silkeaber deles op i to store grupper: Marmosetterne, der hovedsageligt lever af frugt og saft fra træerne, og tamarinerne, der i vidt omfang lever af insekter og smådyr foruden frugt. Dværgsilkeaben tilhører marmosetterne.

Alle silkeabearter er meget lette at skelne fra hinanden, fordi alle har deres helt egen pelsfarve og karakteristiske pelstotter, manker eller lignende. De fleste silkeaber har da også fået deres navn efter deres udseende. Hanner og hunner er fuldstændig ens.

Silkeaber har kløer på fingrene i stedet for negle. Kun tommelfingeren er udstyret med en flad negl som hos de øvrige aber. Når aberne skal drikke saft fra træerne, holder de fast på stammen med kløerne, mens de gnaver hul på barken og slikker saften i sig med tungen.

Dværgsilkeabens pels er ensfarvet gullig med sorte nister, og den har mørke ringe på halen. Dværgsilkeaberne er specialister i at gnave hul på barken og drikke træets saft. 67% af deres føde består af saft fra træerne. Der kan således være op til 1.300 gnavehuller på en kvadratmeter bark på et træ, der har haft besøg af dværgsilkeaber.

Silkeaber lever sammen i små familiegrupper på 3-15 individer. Ét par er det dominerende, og det er kun dette par, der yngler. Hvis den dominerende hun dør eller forsvinder fra gruppen, overtager den næstrangerende hun pladsen og begynder med det samme at yngle. Silkeaber får som oftest tvillinger, og straks efter fødslen afleverer hunnen ungerne til hannen. Hunnen har nemlig travlt med at finde føde for at kunne producere mælk nok til de to unger og kan derfor ikke bruge energi på at bære på de forholdsvis store unger. Hannen bærer ungerne på ryggen og afleverer dem kun til hunnen, når de skal die. Unger fra tidligere kuld bliver i flokken i nogle år og hjælper med at opfostre senere unger.

Silkeaber er dagaktive. De kan på grund af deres ringe størrelse bevæge sig på den yderste del af grenene. Her kan de på samme vis som egern søge føde på selv de tyndeste grene uden at falde ned.