Tema

Fantastisk fødsel
Når en kænguruunge bliver født, er den ikke større end det yderste led på en lillefinger og vejer under 1 gram. Kun forpoterne og lugtesansen er udviklet, og det er netop, hvad ungen har brug for: Den kravler fra kloakken (kønsåbningen) op til pungen ved egen hjælp. Turen tager gennemsnitligt 3 minutter. Forinden har hunnen slikket et duftspor fra kloak til pung og har slikket pungen ren. Derefter sætter den sig i en særlig "fødestilling" med bagbenene og halen fremad, så ungen kan finde op til pungen. Den lille, nøgne unge sætter sig fast på én af de fire dievorter i pungen. Dievorten svulmer op inde i munden på ungen, således at ungen ikke ryger af, når hunnen bevæger sig. Her tilbringer ungen de næste mange måneder, og selv når ungen har forladt pungen, hopper den ofte tilbage for et lille hvil eller for at die.

Straks efter at ungen er født, bliver hunnen parret igen. Men ægget udvikler sig kun et par dage, så går det i en slags dvale, indtil den "gamle" unge holder op med at die og forlader pungen. Signaler fra dievorten fortæller kænguruen, at den ældre unge ikke opholder sig permanent i pungen, som derfor er klar til den nye unge. Den gamle unge hopper stadig ud og ind af pungen og stikker af og til hovedet ind for at benytte sin egen dievorte. Helt unikt er kænguruen i stand til at producere to slags mælk i hver dievorte: Én med megen energi til den store unge og en mindre energirig til den lille nyfødte unge. På denne måde har kænguruen på samme tidspunkt tre unger i forskellig alder: Det "hvilende" foster i livmoderen, den lille nøgne unge i pungen og den store unge, som hopper ud og ind af pungen og holder sig i nærheden af hunnen.

Biologi

Kænguruer er pungdyr. De er udbredt i Australien, Ny Guinea, New Zealand og Tasmanien. I disse lande udnytter de den niche, som hjorte og antiloper udnytter på de andre kontinenter. Kænguruer har lange, kraftige bagben, lang hale og er i stand til at bevæge sig i hop. Kænguruer kan deles op i tre grupper: Rottekænguruer, ægte kænguruer og trækænguruer. Den brunhalsede kænguru, som hører til de ægte kænguruer, er en mellemstor kænguru. Den er gråbrun med et rødt halsområde. De brunhalsede kænguruer lever alene, men hvor der findes store fødemængder, ses de ofte græsse sammen i grupper.

Når kænguruer græsser, bevæger de sig stille og roligt af sted og støtter på både for- og bagben og hale. Når de hurtigt skal bevæge sig af sted, hopper de på bagbenene og bruger halen som styrestang. De muskuløse bagben virker som en fjeder, og denne hoppende måde at bevæge sig på er meget energibesparende. Den brunhalsede kænguru kan springe op til 6 meter i ét spring og nå en hastighed på 50-60 km/timen. Rekorden har kæmpekænguruen, der er observeret i spring på over 13 meter. Den kan springe over tre meter høje hegn og flygte med næsten 90 km/timen.