o

PORTEN TIL SAVANNEN ER ÅBEN

Porten til Savannen er nu åben og du kan møde surikater og hulepindsvin i deres nye anlæg mellem næsehorns- og girafstalden. 

Porten til Savannen byder på et stort formidlingsområde, hvor du kan se LIVE-stream fra savannen i Sydafrika, besøge den åbne

næsehornsstald og spadsere over broen over Savannen, hvor du kommer helt tæt på dyrene på en anderledes måde.

Læs mere om byggeriet Port til Savannen og de nye dyr længere nede på siden her.

ZOO FRA GIRAFPERSPEKTIV

 

"Der er altid en god grund til at tage en tur i Zoo – et af mine absolut yndlingssteder i København. Lige nu er det ‘Porten til Savannen’, hvor du fra girafperspektiv kan få et helt unikt overblik over de mange forskellige dyr, som hygger sig sammen i Søndermarken, samt det nye område ‘Tasmanien’ med de tasmanske pungdjævle, kænguruer og vombatter, hvor du nu kan gå ind til de to sidstnævnte. Og så er der selvfølgelig den nye og sjældne okapiunge, der på mange måder er et lille mirakel."

Københavnerguiden LoveCopenhagen

Hele artiklen fra LoveCopenhagen

NÆSEHORN INDTAGER SAVANNEN PÅ NY

Torsdag den 13. oktober blev næsehornene lukket ud på Savannen for første gang, efter tilbageflytningen fra elefanthuset.

Efter noget tids tøven med at gå under den nye publikumsbro fik næsehornene dog sat fut i Savannen og både giraffer, zebraer og antiloper i løb.

Se med i videoen her:

NY AFRIKANSK DUO

Kurator Flemming Nielsen er blandt de første til at byde nye dyr velkommen i Zoo. Her fortæller han om to af Savannens nye beboere.

Af Flemming Nielsen

Som en del af Porten til Savannen er der blevet plads til et anlæg, hvor to markante afrikanske pattedyr optræder. Med et kig ud over det renoverede friområde ved næsehornshuset kan man nu både se det sydafrikanske hulepindsvin og den lille vævre surikat i samme anlæg. Anlægget er bygget sammen med den nye åbne næsehornsstald, men dyrene har også mulighed for at søge ud og ovenpå og kigge ud over den afrikanske savanne. 

Det sydafrikanske hulepindsvin

Det sydafrikanske hulepindsvin findes i hele det sydlige og centrale Afrika, Kenya, Uganda, og Congo. Hulepindsvinene er udbredt i halvørken og busksavanne og er kun marginalt til stede i tæt skov. De spiser for det meste plantemateriale - frugter, rødder, knolde, løg, og bark, og der er rapporteret tilfælde, hvor de er set gnave af ådsler og knogler. De kan æde afgrøder og gøre skade på træer. Hulepindsvinet er dog også med til at fremme vegetationen. De vender jorden og graver huller, som øger mængden af vand , hvilket gør jorden bedre egnet for nye træer og buske.

Trods navnet og udseendet er hulepindsvin ikke i familie med pindsvin. Hulepindsvin hører i stedet til gnaverne, den mest artsrige gruppe inden for pattedyrene. Så hulepindsvinet er tættere beslægtet med egernet og rotten end med pindsvinet.

Alle hulepindsvin har en særlig samling af hule pigge på halen. Hvis et hulepindsvin føler sig truet, rasler den med halen med en lyd som en klapperslange, der bruges til at skræmme fjender væk. Desuden rejser den piggene, så den syner dobbelt så stor.

Et hulepindsvin løber ikke hurtigt nok til at flygte fra sine fjender og har derfor lige som pindsvinene udviklet et forsvar bestående af sylespidse pigge. Hvis ikke fjenden opgiver allerede ved synet af de mange pigge, vender hulepindsvinet bagenden mod angriberen og forsøger at spidde fjenden.

Hulepindsvin bliver kønsmodne, når de er omkring et år gamle. De føder en til fire unger ad gangen. Ungerne fødes med meget bløde pigge, som først bliver stive efter et par uger.

Surikater

Surikaten er et rovdyr tilhørende mungofamilien, der omfatter godt 30 arter af forskellige manguster. Surikaten er udbredt i Botswanas Kalahari-ørken, i store dele af Namibias Namib ørken og af det sydvestlige Angola samt Sydafrika. En gruppe surikater kaldes en bande eller klan. En klan indeholder ofte omkring 20 surikater, men nogle superklaner har 50 eller flere medlemmer. Surikater er primært insektædere men spiser også andre dyr herunder firben, slanger, skorpioner, edderkopper, æg, små pattedyr og endda små fugle, planter og svampe. De er immune over for visse typer af gift herunder gift fra skorpioner. Når en gruppe surikater søger føde, sidder en af dem på vagt for at advare klanen mod rovdyr.

Surikater er meget sociale dyr, der bor i kolonier. Alfaparret forbeholder sig ret til at yngle og duft-markerer ofte de underordnede individer af gruppen for at udtrykke autoritet. Underordnede hunsurikater får aldrig selv afkom men deltager aktivt ved at die alfaparrets unger. Surikater bliver kønsmodne, når de er omkring to år og føder en til fire unger i et kuld. Tre unger er den mest almindelige kuldstørrelse.

Både surikater og hulepindsvin kan besøges i det nye anlæg, hvor du kan komme helt tæt på de nye dyr.

SURIKATER MØDER HULEPINDSVIN

Først flyttede surikaterne ind i deres nye anlæg på Savannen og senere fulgte hulepindsvinene.

Se her hvordan de små nysgerrige surikater tog imod hulepindsvinene, der stadig var lidt groggy efter bedøvelsen, de havde fået af dyrlægen inden flytningen.

Surikater ankommmet

I august ankom der tre surikater til Zoo - én han og to hunner. De små dyr skal gå i karantæne indtil Porten til Savannen åbner, så de kan vænne sig til omgivelserne og dyrlægerne kan tjekke dem for eventuelle sygdomme.

Surikater findes i naturen i det sydlige Afrika og er på trods af navnet ikke en del af kattefamilien. Dyret er meget socialt og lever i flokke med flere individer.

Hulepindsvin ankommet

Der er også ankommet tre hulepindsvin til Zoo. De tre individer er søskende (to hanner og en hun) og skal ligesom surikaterne gå i karantæne indtil deres anlæg ved Savannen er klar.

Hulepindsvin er i naturen udbredt i det nordlige Afrika og syd for Sahara. De er i stand til at rejse deres pigge, og bliver de forstyrret, stamper de i jorden og rasler med piggene.

SAVANNEN I NYT LYS

Før åbningen af Porten til Savannen arbejdes der helt frem, til den første gæst træder indenfor. Vi har fulgt Havens grafiker Michael Petersen under de sidste forberedelser.

Af Jacob Munkholm Hoeck

Når de store anlæg og nye byggerier første gang slår dørene op for publikum, kulminerer måneders arbejde og planlægning. Nogle gange har et byggeri været flere år undervejs, hvis man tæller de første skitser og idéfaser med i forløbet. Og det gør man i Zoo, hvor idékulturen allerede længe inden første spadestik præger og former beslutningsprocesserne og i sidste ende det færdige anlæg. Dyrenes trivsel er selvfølgelig i højsædet. De ansattes sikkerhed er også vigtig, særligt når det gælder indretningen af anlæg til rovdyr og de store tykhuder. Men hvad med publikumsoplevelsen? Den fokuserer blandt andet Zoos husgrafiker Michael Petersen på tidligt i forløbet, og det er også ofte ham, der sætter den sidste prik over i’et, netop som de første gæster træder ind.

”Mit arbejde strækker sig helt fra de første idémøder, til det sidste skilt skrues fast,” siger Michael Petersen, der netop har lagt sidste hånd på grafik og formidling i det nye girafkøkken og det overdækkede areal mellem næsehorns- og girafstaldene.

I akacietræernes skygge

Før byggeriet af broen og formidlingsområdet nåede til den sidste skrue, er der gået en lang periode, hvor ansatte i Zoo sammen med OJD-fonden, arkitekter og håndværkere har arbejdet på at få alle ender og ideer til at mødes. ”Det er klart, at i så stort et byggeri må vi alle gå på kompromis med nogle ønsker. Da vi første gang stod på Savannen og talte om muligheden for at bygge en bro i girafhøjde, fik vi øje på det store mørke hul mellem giraf- og næsehornsstaldene. Ideen var i første omgang at bygge et lukket hus, der forbandt de to stalde, men sammen med arkitekterne landede vi på et overdækket uderum, der nok forbinder staldene, men som fremfor alt åbner Savannen for gæsterne. Det er blevet en flot løsning, hvor de bærende søjler og det fragmenterede tag giver fornemmelsen af at stå under en gruppe akacietræer,” siger Michael og peger på de kantede vinduer højt over os.

Afskærmning uden tremmer

”Det åbne rum gav os dog en udfordring: hvordan skulle vi skærme af for næsehornene uden at ødelægge publikumsoplevelsen med tykke tremmer og hegn? En del af løsningen blev at opføre et ekstra anlæg til mindre dyr mellem næsehornene og publikumsområdet. Det betyder nu, at både i jordhøjde og på terrassedækket har man nu udsigt til surikat og hulepindsvin, og lader man blikket vandre rundt langs kanten af det nye vandhul, er der mulighed for at se giraf, næsehorn, zebra, antilope og blisbuk. Jeg synes vi har fået etableret en flot scene for dyrene her,” fortsætter Michael.

Formidling skal ikke konkurrere med dyrene

Selvom de eksotiske dyr er hovedattraktionen i Zoo, har formidlingen, der indkapsler oplevelsen, også høj prioritet i Michaels arbejde: ”Det handler om at placere formidlingen i områder, der ikke konkurrerer med dyrene – som her ved næsehornsstalden, hvor den store flade bliver brugt til at vise livestream og film fra Pilanesberg Nationalpark.” Michael vender sig mod girafstalden og peger på den høje trævæg ved trappen, der fører op til det store terrassedæk med udsigt over Savannen: ”Hele den flade ville jeg egentlig også gerne bruge til formidling om giraffen – det er den ret velegnet til - men det fik vi ikke med i denne omgang,” siger han og viser op ad den brede trappe, hvor man undervejs passerer noget af hans nye formidling: en grafisk illustration af giraffernes nye træningsboks. Boksen er bygget til, at dyrepassere og dyrlæger kan komme helt tæt på girafferne, tage blodprøver, give vacciner m.m. uden først at skulle bedøve dem. En dør, der bedst kan sammenlignes med en fransk altan, giver også gæster mulighed for at komme med helt tæt på, når giraffen er i træningsboksen.

Klassiske dyreskilte

Fra det store trædæk er der en imponerende udsigt over Savannen, og med de mange arter følger også en lang række skilte og formidling. ”Grafik og formidling fungerer her som supplement til dyreoplevelsen – skilte fortæller og beskriver de ting, du rent faktisk kan opleve dyrene gøre her i Zoo. Som skiltet med hulepindsvinet, der beskriver de stikkende pigge på bagerste del af dens krop, fordi du kan få det at se lige foran dig. Det er vigtigt for formidlingen, at den tager afsæt i de observationer, du kan gøre dig her – ikke funfacts eller utrolige historier om, hvad hulepindsvinet er i stand til i sjældne tilfælde,” fortæller grafikeren.

Backstage i girafkøkkenet

Dyrepasserne og deres arbejde hører traditionelt blandt de områder af Zoo, der trækker flest nysgerrige spørgsmål. Derfor stod et åbent køkken også højt på ønskelisten, da girafhuset skulle bygges om. Køkkenet er nu åbent for gennemgang, og selvom væggene er dækket af Michaels karakteristiske girafmønstrede dyregrafik, bliver der også tilberedt foder til andre dyr her. Når hornravne, zebramanguster og storke skal have deres daglige foder, skal dyrepasserne have fat i både levende græshopper, melorme, foderpiller og masser af grøntsager, og det kan man som gæst nu følge med i. ”Jeg synes, girafkøkkenet er blevet meget vellykket. Det giver et fint indblik i dyrepassernes arbejde, og så har hele girafhuset samtidig fået et langt bedre flow: Nu kan man gå ind gennem køkkenet i den ene ende, gennem stalden og ud gennem det store hølager i den anden ende,” afrunder Michael. Han skal videre til endnu et møde om det næste store projekt i Zoo, der kræver mange, gode ideer: anlægget til de store pandaer, der forventes at stå klar i 2018.

KØB VOKSENBILLET

Køb billet nu og spring køen over ved indgangen!

Pris
DKK 180

KØB BØRNEBILLET

Køb billet nu og spring køen over ved indgangen.

Pris
DKK 100